januar 7, 2017

En betydningsfuld anden

Det er nærmest umuligt at sige noget kort omkring det faktum, at vi møder alle de her mennesker i gennem livet. De gør noget ved os hver især. Påvirkningen er ofte ordløs. Bevidst eller ubevist forholder vi os til disse menneskelige møder. Processerne er uendelige. Vi positionerer os ud fra, hvad der vækkes i os. Det autentiske og meningsfyldte Jeg-Du-forhold eller det instrumentelle, objektiviserende og reserverede.

Nogle ænser vi knapt. Andre rører os. Nogle i særdeleshed helt i kernen. Dér, hvor vi ikke længere er optaget af overfladen. Det mærkes indefra. Kontakten med en menneskelig varme kan udvide vores kropsfornemmelse og tilføre os en følelse af vitalitet, – uden at vi absolut gør os nogle bevidste tanker om det. Nogle gange opdager vi det i kontakten. Andre gange først lang tid efter, at dette menneske gik sammen med os.  Filosoffen Martin Buber forstod mødet mellem mennesker som dér, hvor ånden spirer op og lever.

(mere…)

september 27, 2016

#StyrketKropStyrketVelvære

Et par graviditeter. Skubbe barnevogne. Sidde foroverbøjet over computeren og arbejdsprojekter og måske krydret med en kropsstruktur, som har pansret sig mod “livets tyngde, der hviler på skuldrene” . Jeg begyndte simpelthen at registrere, hvordan min positur blev mere og mere hulbrystet og med fremskudte skuldre – ikke pukkelrygget men kimen var ligesom lagt. Samtidig oplevede jeg anden graviditet væsentligt tungere. Det faktiúm, at jeg var blevet fire år ældre spillede måske ind, men jeg oplevede ikke en stærk krop, som i min første graviditet. Uden dybere refleksion over, hvad jeg dog skulle med en stærk krop, så var jeg lige efter fødslen af mit andet barn i sommeren ‘15 alligevel (og blandt meget andet) optaget af at genetablere den kropsfornemmelse.

Min erfaring er, at som jeg gennem årene er kommet nærmere mig selv og min essens, jo mere har mit forhold til mad, krop og vægt forandret sig. En indre dommer har efterhånden lagt sig ned. Vi danser dog stadig af og til, men at danse er for mig på den lange bane bare sjovere og kærligere end at slås. Nu er det centrale min oplevelse af trivsel og velvære – og som jeg har lært at sanse og mærke modsat at måle, veje og vurdere. Så med den erfaring og tilgang i rygsækken, ville jeg gøre noget aktivt. (mere…)