I mit faglige virke er jeg i dagligdagen i kontakt med en bred palet af alvor, krise og følelsesmæssige problematikker. Jeg fascineres konstant af menneskets evne til at rejse sig fra steder, hvor ubehaget regerer. At observere stemninger, positioneringer og støtte til forandring er en integreret del hos mig og et sted, hvor nysgerrigheden lever i bedste velgående. Det er ikke kun ubehaget, tomheden og de ensomme tilstande, som jeg drages af. Som mange andre snuser, sanser og fornemmer jeg mig også derhen, hvor behaget, glæden og frihedsfølelsen regerer. Der, hvor det hele er mere let og umiddelbart, og hvor man forenes i fællesskabet.
Festivalsæssonen er godt i gang. Nu ryger hegnet til Roskildefestivallen. Sidste år gik jeg mig en tur på festivallen i opstartsdagene og nedfældede efterfølgende mine observationer efterfølgende til Musikbloggen Muzeek, – www.muzeek.dk. Nu hvor mange atter valfartes mod en festival, hvor nye minder skal forankres, mindes jeg selv mine 22.000 skridt sidste år. Rigtig god festival!
Terapeutens 22.000 skridt på Roskilde Festival 2016
Det er tirsdag eftermiddag. Jeg check´er ind på handelsskolen. Systemknas gør det udfordrende at få billetten til at forvandle sig til et fysisk armbånd om mit håndled, men med tålmodighed, løsningsorienteret tilgang, smil og kommentarer a la ”Jeg føler, at jeg kender dig så godt, nu hvor vi har brugt en hel del tid sammen” fra den frivillige medarbejder bag disken, så lander armbåndet. Jeg går glad afsted mod festivallen.
Jeg møder en gammel gymnasieven på vejen. Et glædeligt gensyn. Kram og store smil, ”Har du det godt?”, ” Hvad skal du høre i år”, ”Åh gud, det er 16/17 år siden, at vi gik ud af gymnasiet!!”
Videre til Mette, som løber mig i møde.
Hun har været her i 4 dage, og vi slår os ned på en bænk i en hal i de frivilliges område – Volunteers´ Village, som facilliterer både de frivilliges, og deres telefoners behov for at få genopladet batterierne. Lige en øl, en vand og ”Hvordan har du haft det?” Hvad har du lavet”? Og så går vi ud for at snuse sammen. Hvad sker der mon derude rundt omkring lige nu?
Vi gør hold foran det rørende grafittimaleri af Linkoban. Ingen slukker en stjerne. Ikke så mange ord. Vi føler, og vi står lidt med det, som det nu vækker i os hver især.
BUM, så står vi midt ude i East. JA, her lå jeg selv for 6 år siden. JA til, at jeg i dag trækker den gennemsnitlige alder op ved min tilstedeværelse i dette område! JA, der er meget ølbowling. Meget noget med at sidde i en rundkreds ved lejren. Kæmpe højtaleranlæg. På en måde ligner mange hinanden i forsøget på ikke at ligne hinanden. Identiteter er under opbygning eller ombygning. Her er rigtig mange førstegangserfaringer samlet og den befriende frihed til at forsøge at håndtere dem.
Vi bevæger os ind på musikpladsen, som endnu ikke er åbnet. Meget er i gang her. Man fornemmer tydeligt stemningen omkring, at i morgen åbnes der helt op. Rigtig meget skal stå klart. Vi falder i snak med en graffitimaler, som er ved at lægge sidste hånd på sit værk. En maler har klargjort hans lærred med en grundfarve. Graffitimaleren er én blandt flere, som inviteres personligt til at komme og sætte aftryk – skabe miljø og skabe stemning. Han er fra Australien. Er blevet inviteret de seneste 3 år, og nu lykkedes det ham endeligt at komme hertil. Han er fuld af ydmyghed omkring at være i blandt så dygtige kunstnere.
Mette genkender en anden graffitimaler, som også er i gang med sit værk. Hun har bemærket kvindens kunst i Københavns offentlige rum og er vild med den.
Hov, der er Orange scene! Ja, der har Mette så lige været forinden min ankomst idag. Rundvist på Orange. Det synes jeg er lidt blæret. Vi snupper lige det obligatoriske selfie inden turen går mod at bestige Arena. Da vi står på Arenas scene, er konstruktionen fortsat i fuld gang med at blive opført. Der knokles omkring os. Vi studerer den fine loftpynt. Her emmer af noget majestætisk blandet med cirkus. Noget ophøjet og samtidig intimt. Snart går det løs. Jeg kender nogen, der stod på denne scene sidste år og som gav sig til fulde. De har da haft det for fedt!
Vi sætter os på en bænk i solen ved Bar Rock i Volunteers´ Village. Måske tænker bartenderen, at vi ikke er for skarpe med vores sølle forsøg på at lave irsk kaffe om til en irsk IS-kaffe, – ved hjælp af isterninger. En noget bitter, klumpet og vandet drink. Men sød og hjælpsom det er han! Jeg tænker på, om han måske er en af de gamle Roskildegængere, som nu bedre kan identificere sig med en frivillig tjans og den gode stemning og ånd, der er i det. Hmmm… Jeg filosoferer over, om han måske har været så heldig at være en del af miljøet på Roskilde dengang, hvor der var andre stereotyper tilstede. Flere af Punkerne, hippierne, rockerne, metalhovederne, technotramperne, hiphopperne, gothérne, etc.
Lysten til pommes fritter er nu opstået, og vi bevæger os ud til madboderne omkring Countdown City. På scenen, – som i morgen bliver til en port ind til musikområdet, – er en Islandsk pigegruppe med måske 12 medlemmer i plastikdragter i gang med deres show. Rappende. Hoppende. De har et publikum med sig.
Vi sidder lidt på afstand med vores pommes fritter, – som lige skulle have lidt mere salt, – og vender idéer som opstår. Eksperimenter på Roskilde, som i vores perspektiv – lige der midt i salatmayonnaisen – ville være intet mindre end geniale tiltag.
Genialiteterne pakkes ned igen, og vi slentrer igennem Dream City. Her bidrager festivaldeltagerne med kreative monumenter og diverse events. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde nok håbet, at jeg skulle opleve det mere vildt, skørt og mangfoldigt, end jeg gjorde. Men hey!, -meget er sikkert sket inden, at jeg kom forbi i dag og meget vil helt sikkert ske efter. Camp Up er flot!
Vi overvejer kort at aflægge kl. 18´s filurfest et visit. En event der går mange år tilbage. Men der er et par timer til endnu, så vi går i stedet på West. På vej hen mod broen går vi forbi en lejr, hvor ene muskuløse pige i flokken med 5-6 muskuløse mænd er i gang med at slå en rekord i en interimistisk Pull-Up-Bar, (læs: ikke en cocktail bar, men en foranstaltning, hvor man trækker sig op i armene, så ens hoved kommer over stangen). Man fornemmer, at de synes, at hun er sej, og hun er én af drengene. Efter pull-up-disciplinen lægges der op til konkurrence på en glidebane bestående af udspændt presenning og sæbevand.
I kæmpe flok bestiger vi brostilladset over til West. Hen forbi Rising City. Noget elektronisk er i gang på scenen. Videre ned af West side Boulevard. Er der mon også ølbowling herovre, eller gearer man lidt ned på det? Næh, det gør man ikke… ølbowlingen lever selvfølgelig også her.
De høje fyre spiller basket. Pigerne beachvolley. En skatekonkurrence er i gang. Jeg skal finde et toilet. Vi går ind på et frivilligområde og finder nogle ret gode toiletforhold. Benene er faktisk lidt trætte nu. Ned at ligge lidt på græsset – lige foran toiletterne. Vi betragter de frivillige, som har sagt JA til tjansen at holde de her toiletter. Vi funderer lidt over motivationen bag deres ja, – og har samtidig alt muligt respekt for, at det bliver gjort. Det skal det jo! Der bliver løftet nogle vilde opgaver på Roskilde. Opgaver, som er fyldt med diversitet, nuancer og kontraster, men som samtidig binder det hele sammen. Mette har fortalt mig om Det Opsøgende Team, – også kendt som DOTérne, – socialworkers, som støtter og hjælper de unge på festivallen. De har eftersigende i år særligt fokus på sexisme. Hvordan håndterer man som helt ung – måske 16-17 år – ufrivilligt at blive befamlet. DOTérne vil jeg gerne tale med og høre mere, så vi sætter kursen op til et af deres tilhørssteder. Øv, jeg har glemt mine solbriller. Tilbage til toiletterne. Der er de ikke… Ahhh, okay, så ER de faktisk i min taske alligevel. Godt så, … afsted mod DOTérne!
Vi finder ingen DOTér. Vi finder deres tilhørssted og en sød dame, som undersøger muligheden for at tale med en kontaktperson, men det viser sig, at DOTérne har travlt lige nu. Festivallen er i gang. DOTérne er ude i marken, og de har masser at lave derude. Jeg får nogle kontaktoplysninger, for jeg vil rigtig gerne høre mere om den indsats og om organiseringen.
Så er vi tilbage. Tilbage i Bar Rock. Til en helt almindelig lun irsk kaffe og lidt mad. Telefonen skal lades op. Der er aftenssang. Det lille band spiller for sidste gang inden festivallen i morgen åbner. De spiller; “God Bless The Grass”. “Starlight”. “Smells Like Teen Spirit”. “Rabalderstræde” og ”I kan ikke slå os Ihjel”. Imens betragter vi folk synge med, og børn der danser. Vi har lige nu en rigtig rar mormorstemning kørende, og vi skal åbenbart også lige dele vores umiddelbare indtryk af Jørgen Leth og Asger Aamund med hinanden. I hallen er der banko og på en stol i midten af det hele kan man få en gratis Randers Klip!?!
Kom! Vi bukker, nejer, takker for i dag, – og traskende i mod toget i aftensolen runder vi 22.000 skridt (App).
I et villakvarter lidt væk fra festivallen kan musikken derfra høres. Den er helt tydelig her midt i stilheden. Hey Roskilde! Vi kommer jo igen… Vi pendulerer og doserer. Tak for i dag!