Hun har fået fingrene i det for vildt lækre outfit, som hun spottede sin yndlingsblogger med forleden på instagram. Håret og makeuppen står knivskarpt. Hun har fanget udtrykket, – at se ud som om, at det er helt tilfældigt.. at hun bare ser godt ud på den dér úber naturlige måde. Men det er svært at tage imod de beundrende blikke og i det hele taget finde den selvsikre følelse frem, når hun konstant generes af at have fået taget de nylonstrømper på som hele tiden glider ned…

Han fik den bedste idé til ansøgning i forbindelse med det job i marketingsafdelingen.  Han fik engageret sin kammerat i at aflevere en særlig pakke til firmaet. Pakken symboliserede firmaets produkt og indeholdte en kæk besked om at holde øje med en mail fra en mailadresse, som han havde etableret til lejligheden, og som ligesom skulle understrege et budskab, – få ham til at skille sig ud fra mængden. Men pakken havnede på det forkerte skrivebord, og alt hvad det blev til, var en akavet mail-korrespondence med en leder, som så frem til at modtage en pakke, der aldrig dukkede op…

Og sådan kan vi alle sikkert hive fortællinger frem af mere eller mindre alvorlig karakter omkring, hvordan dét, der skulle ligne det ideelle, endte med at blive oversvømmet med realiteternes almindelige almindeligheder eller almindelige uheldigheder.  

Men nogle gange så oplever vi det. Dér, hvor det hele går op i en højere enhed. Dér, hvor der måske sker en særlig kontakt, eller hvor en særlig følelse opstår. Det føles rigtigt, og dér bliver det så ideelt, som det måske kan blive.

Hvad er det så, jeg vil sige med det her? Ja, se det har jeg egentligt ikke noget facit på. Er det her så et ideelt indlæg?

Jeg vil alligevel gerne fremhæve, at de er alle vegne. Idealerne. I stort og i småt, – og vi håndterer disse så vidt forskelligt, som de for os alle også er ensbetydende med noget forskelligt. Det optager mig lige nu. Det engagerer mig, og engagement er et middel til at skabe mening. Det kan være i idealerne, at vi søger en mening med tingene – med livet.

Idealer vækker en drivkraft. De vækker værdier og ambitioner til live. Idealer er idéer og inspiration og dermed ikke nødvendigvis det sande mål. Drivkraften kan have mange forskellige former for energi i sig. For nogle er energien præget af en jagt.

Mennesket ses at jage alt imellem himmel og jord. Engang handlede menneskets overlevelse primært om at jage dyr, og alt hvad der kunne betragtes som føde. Måske er der en grad af dette dybe instinkt til stede i denne tids jagt på eksempelvis pengene, karrieren, familielivet, udseendet, – eller på et lang og lykkeligt liv?

Til refleksionen kan nævnes, – at 300 mennesker i byen Acciaroli i Italien er over 100 år gamle. Mange af dem drikker og ryger og motion dyrkes i begrænset omfang. Man er hidtil ikke kommet årsagen til deres høje alder nærmere, end af de spiser ansjoser næsten hver dag, – bruger masser af rosmarin i deres madlavning og generelt bare tager det roligt og gerne over et glas vin eller en kop kaffe…

– At forskning viser, at man ikke kommer til at tjene flere penge ved at pynte sit udseende. Du bliver måske gladere.

Det skulle alligevel angiveligt være tilfældet, at mennesker, der af normen betragtes som grimme fra naturens hånd, tjener mindre end dem, som af normen ikke betragtes som grimme.

Denne norm hjælper også med en definering af, hvad idealet er. Og render man rundt med en form for identitetsforvirring, så kan det for nogle være en vanskelig opgave at skille ideal og selvfølelse ad. For nogle mennesker er det genkendeligt, at enten er der idealet, eller også er der forkerthedsfølelsen. Det er derfor nærliggende at søge en sammensmeltning med idealet for at holde forkerthedsfølelsen i så strakt arm som overhovedet muligt.

Idealisering er en almindelighed, som trickes alle vegne. Vi ser den eksempelvis på de sociale medier, hvor vi viser vores frontstage-forbrug frem. Det, som vi har lyst til at andre skal se, at vi gør, spiser, har eller er.  

I forhold til at føre drømme ud i livet, lægger denne tids just-do-it generation et pres. “ “Hvis du har en god idé, så før den ud i livet. Bare gør det!” Men ‘Bare gør det’ kan være langt væk, hvis der på en eller anden måde ikke er en sammenhæng med realiteterne, eller hvis noget blokerer for modet eller viljen. Man har måske til gode at opdage, hvad det er, der blokerer.

Idealer vækker som sagt noget drivkraft, som i en forandringsproces kan anvendes til at skabe retning. I en forandrings- eller udviklingsproces sker ofte en kombination af tab og gevinst. Hvis det er personlig udvikling, som er fokus, kan et perspektiv være (med fare for at komme til at lyde som en selvhjælpsbog), at jo mere vi forsøger at forandre os selv, jo færre forandringer sker. Men jo mere vi giver os selv lov til at mærke, hvem vi er, jo større er muligheden for, at vi oplever en forandring. Så holdes idealerne derude, hvor de hører til – i strakt arm.  

En tilgang til idealer kan være, at vi hver især er født med en kvalitet, der er vores helt egen. Meningen er, at vi skal træne og lære at bruge denne kvalitet livet igennem. De erkendelser, som vi når frem til i den proces er udvikling. I den udviklingsproces må vi blandt andet lære at afgrænse vores evne og følelser fra andre mennesker og fra deres forventninger til os. Altså lære i kontinuitet at regulere fokus indad og udad i stedet for at være låst fast i den indre eller ydre virkelighed. Det store spørgsmål kan være hvilken stil, – hvilken væremåde ønsker det enkelte menneske at bruge som formidler af sig selv. Her kan idealer være hjælpsomt som inspiration til at udtrykke sine kvaliteter og potentialer, såfremt disse er stærkt krydret med ens egen individualitet og unikke karakter. Selvet ligger ikke ude i idealet, og det gør lykken dermed heller ikke…

Og så kom jeg alligevel til at lyde lidt som en selvhjælpsbog. Men hey, det gør ikke noget, – for sådan én kan give anledning til inspiration.

#InspirationErVelkommen
Af Sabina Christensen