Hvad er det egentligt, det der med at koble af? Det er i hvert fald individuelt, og mon ikke at det er ret så nuanceret en tilstand?

Det overordnede perspektiv her er, at det handler om at gå fra én indre energi til en anden. Måske fra et ydre fokus til et indre fokus.  Fra en opspændt tilstand til en afspændt. At det er en måde at tanke eller omfordele sin energi på.

Det kan lyde så basalt, – og i den offentlige tale omkring sammenhæng mellem byrder, præstation og stressniveau, så anbefales det, at vi får prioriteret det, at vi også får koblet af. Kendte anbefalinger i den rekreative proces kan eksempelvis handle om at tage lidt væk fra hverdagen, – altså trække stikket.  At etablere en god søvnrytme,  – at spise ‘rigtigt’,  – at integrere mindfulness,  – at prioritere egentid/egenomsorg,  – at lære at sige fra,  – at dyrke motion og meget meget mere. Der er mange veje at gå ud af.

Er det tilsyneladende stigende salg af ansigtsmasker vores samtids udtryk for en tiltagende prioritering af tid til ro, nærvær og egenomsorg? Rejsepakker omhandlende dette tema er i hvert fald til at finde på hylderne.

Så hvordan er det egentligt for dig?

Hvilken prioritering eller betydning har det at koble af i dit liv? Er det noget, som sker automatisk? Er det en naturlig balancering, som du ikke gør dig mange tanker omkring, eller er du nødt til at sætte det i skema? Hvordan foregår det så? Kobler du af i andres selskab, eller foretrækker du at være alene? Er du aktivt i gang med noget, når du kobler af, eller ligger du dig fladt ned?

For noget tid siden havde jeg prioriteret sådan en velvære dag for mig selv med fokus på ydre og indre tilstand, og i den forbindelse havde jeg blandt andet booket noget massage hos en massør, som jeg ikke før havde benyttet. Jeg havde fået et gavekort. Det viste sig at være sådan noget fysiurgisk massage, som på mig virker som ret hård massage. Jeg er altså i denne forbindelse bare mere til den bløde og langsomme version. Massøren ‘æltede’ løs. Jeg blev helt forpustet og “ av! Av! “ Hver gang hendes hænder slap mig, mærkede jeg hele kroppen spænde op i frygt for næste ‘æltning’. Med ansigtet trykket ned i massagebriksen, forsøgte jeg at tilkendegive, at tilgangen ikke liiiige var for mig. Hun afsluttede så behandlingen med at udtrykke, at jeg nok skulle øve mig på det der med at få massage…

Værs’go!

Så oven i at stå med en krop, som var helt i chok, så fik forkerthedsfølelsen også lige lidt at tygge på. Tak for god og velafstemt behandling! Nu havde jeg fået koblet af…

Er det i det hele taget tilladt for dig at koble af – altså må du egentlig det, eller tillægger du det en grad af dovenskab eller noget forkert? Er din måde at være i verden på betinget af et indre mantra omhandlende ‘at man er, hvad man præsterer`?

Det dér med bare at være med det der er, er måske noget, som for dig er ukendt. Det lyder måske endda fjollet?

Det kan også være, at du hele tiden oplever, at der er noget, der står i vejen for din mulighed for at koble lidt af. Det kan være, at du har en oplevelse af, at det er ydre omstændigheder eller andre personer, der er hovedårsagen til, at du ikke lige får koblet ordentligt af. Der er arbejdsopgaver, der må udføres. En følelsesmæssig tilstand af, at det uperfekte må der gøres noget ved.

Kroppen sanser ubehag, når tempoet sættes ned, så der skrues op igen.

Men når der handles, så spildes der.

Og i det her perspektiv sættes der fokus på, at når vi kontinuerligt i vores bevidsthed er `på vej et sted hen’, så er der simpelthen noget, der bliver væk eller tabt på vejen. Noget af os selv. Noget man måske endnu ikke har opdaget omkring sig selv, eller noget der var der, som ikke længere får en plads eller en stemme i én.

Vores mentale verden er unik og vores egen. Der er i princippet ingen der ved, hvordan det egentligt er at være dig, eller hvordan du rummer eller håndterer behovet for at koble af. Måske er der noget, der i en periode endda har været så ureguleret i  dit nervesystem, at det ligefrem omhandler et behov for at stresse af.? At du har kørt over din egen kapacitet.

Det kan være lidt af en personlig rejse, som man må bevæge sig ud på for at integrere platforme i sig, hvor man lykkes med  at koble af eller ligefrem at stresse af. At kollapse eller flygte er IKKE det samme som at koble af.

Et perspektiv  – tenderende en påstand -, som jeg gerne vil fremhæve i det her indlæg, er, at velmenende råd  og tilbud omhandlende hvilken vej man skal gå ud af for at mestre en afkobling, -udelukkende har effekt, hvis de udføres med kærlige øjne på sig selv.

Man er simpelthen nødt til at være koblet op på sig selv for at kunne koble af.

At man er koblet på sig selv betyder i denne sammenhæng blandt andet, at man ser med kærlige øjne på sig selv på alle niveauer – både kropsligt, følelsesmæssigt og på måden, hvorpå man tænker om sig selv.  At vi altså også har kærlige øjne på vores utilstrækkelighed og vores dermed uperfekte unikke karakter.

At koble op på sig selv er for nogen noget givet og for andre noget nyt, og noget der tager tid. Noget som kræver tillid til, at der gemmer sig en gulerod for enden af den rejse – noget fred – en evne til balancering.

Den betydningsfulde voksne, der som barn tog sig af én, var måske aldrig helt koblet på den opgave eller tilknytning, og det var ellers i det, at vi skulle have lært at blive koblet på os selv – at holde af os selv og at kunne være med os selv.

Derfor ligger der i dette indlæg en lyst til at slå en tyk streg under et perspektiv, der skubber præstationer og måder at tænke om det at koble af på lidt til side, – altså ud til siden med ‘rigtigt` og ‘forkert` og i stedet frem i den almindelige midte med et fokus på måden, hvorpå vi føler om os selv, og for det vi gør med os. Det kræver en nysgerrighed og undersøgende adfærd på os selv – måske i et noget langsommere tempo, end det, som vi er i vant til at agere i.

En mulighed er, at vi kobler os op på nogen, som kan undersøge det lidt sammen med os – kæresten, veninden, terapeuten – der hvor vi ved, at vi modtager kærlige og autentiske svar. Nogen vi har tillid til eller tør prøve at opnå det med.

Eller at vi går ind i en ressource, som vi ved vækker et autentisk behag i os, – som vækker sanserne, på en mere konstruktiv måde end ved et ´quick fix ‘ a la at bælle en hel flaske rødvin eller tage 3 spinning timer i træk. Det er som sagt ikke kollaps eller flugt, som vi skal ud i, men liv.  Måske er det musik, natur, samvær, alenetid, en god bog, en kunstoplevelse…noget af det der, hvor man overraskes over, at tid for en stund ingen betydning har. Den rider afsted på en bølge af velbehag. Det er dér, at man er med det, der er. Dér kobles man op på noget i sig, som mødes med egne kærlige øjne og ikke med de rynkede ‘Så tag dig dog sammen!’ bryn.  

#KoblOpPåDigSelvForAtKobleAf

Af Sabina Christensen