Fortalt af Jørgen d. 2. juni 2014

Jeg vil prøve at beskrive en oplevelse, som jeg havde på Hasselbo.  Historien er sand, selv om at man skulle tro, at den var løgn, – men det er den ikke. Hvad jeg vil fortælle med den, det ved jeg ikke. Det må være op til læseren, hvad han/hun får ud af den.  

For ca. 2 år siden fik jeg en blodprop forærende, og den ramte mig i hjernen. Jeg skulle lære det meste igen, ikke mindst at gå, spise, og så mange andre ting, som man jo ellers tager for givet, at man kan.

Min venstre Halspulsåre er stadig tilstoppet, og jeg mærker ikke rigtig kulde/varme i højre side, og balancen har det stadig ikke så godt.  Den svinder stadig, men jeg er hjemme igen i min lejlighed, og har nu været hjemme i omkring halvandet år. Jeg klarer næsten mig selv, men har dog en kontaktperson og hjemmehjælp hver 14. dag. Jeg er lige blevet tilkendt førtidspension, og det giver mig lidt fred og ro, så jeg kan koncentrere mig om det, der er nødvendigt for at komme videre.  

Nåh tilbage til historien… Efter en uge på Bispebjerg Hospital og to måneder på Frederiksberg hospital, på reumatalogisk afdeling H5, hvor der er meget syge mennesker inklusiv mig, så var dagen endelig kommet, hvor jeg skulle på Hasselbo. Det er et sted, hvor man hjælper mennesker tilbage til livet. Mennesker med svære hjerneskader. Det var altså et genoptræningsophold, som jeg skulle på i de næste tre måneder. Hasselbo ligger i Husum. Der er også et plejehjem ovenover og ved siden af.

Jeg var på daværende tidspunkt 54 år gammel, og blev betragtet som en af de unge.

Da jeg gerne ville være i stand til at kunne gå ud af hoveddøren igen i stedet for at gå ovenpå til Plejehjemmet, så gik jeg til den med genoptræningen. Trods alle de syge mennesker og alt det jeg oplevede, så var opholdet fantastisk for mig. Det kan jeg takke de skønne mennesker, der arbejder der for. Dem glemmer jeg aldrig.

Efter ca. en uges tid med skarp træning, så følte jeg mig bare ovenpå og fik lyst til at ryge. Nu er jeg meget ærlig. Det var ikke en smøg men en joint, som jeg havde lyst til. Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvordan jeg fik fat i én, men det var absolut ikke fra Hasselbo, jeg fik den, – men fik den, det gjorde jeg!

Dagen efter tog jeg min rollator, med jointen i inderlommen og to sodavand i rygsækken og drog derud af. Den skønne Vestvold ligger ved siden af Hasselbo, og den var mit mål. Jeg kom over på Volden, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Dér kunne jeg virkelig høre fuglene synge, se den mindste skovsnegl, og jeg tog det hele til mig, med stor glæde for livet. Jeg gik ca. en kilometer væk fra Hasselbo. Jeg skulle bare ikke opdages i at ryge en fed, – f.eks. af personalet, der måske cyklede forbi på vej til arbejde.

Jeg fandt det dejligste sted, lige midt i nydningen, omgivet af skøn natur, væk fra alfa og vej. Her skulle det bare være, så jeg satte mig på min rollator, fandt jointen frem fra inderlommen og åbnede mig en sodavand.

Så kom tvivlen… Hvad var nu det? Lige midt i nydningen! Det var jeg ikke tilfreds med og tænkte mig lidt om.

Hvis nu det er dejligt at ryge en fed, så er jeg sådan indrettet, at jeg da gerne vil have en til en anden dag også. Det vil absolut ikke være godt for helbredet.

Jeg opdagede, at jeg følte, at jeg svigtede mig selv og også personalet, der gjorde alt for at hjælpe mig. Der var jo også den mulighed, at jeg ville blive syg af at ryge den, og det ville jo ikke være så godt. Slet ikke ca. en kilometer hjemmefra med rollator, ude i naturen. Jeg tænkte mig godt om igen. Jeg kom frem til, at uanset om det ville gå godt eller skidt, så ville det i det store billede ikke være godt for mig. Jeg valgte at smide den joint væk. Men den landede kun et par meter fra mig, og den lå ligesom der og lyste op i græsset. Jeg gik derhen for at aflive den. Nu skulle den bare væk. Da jeg kom hen til den, lå der en skakbrik lige ved siden af jointen. Det var en sort hest. Det var dog underligt.. Jeg kiggede mig omkring efter flere brikker, men der lå kun hesten. Nåh, men jeg fik smidt jointen langt væk, og følte en indre ro over min beslutning. Jeg syntes, at det var et godt træk, som jeg havde gjort mig. Hesten tog jeg med hjem til Hasselbo. Den blev vasket og fik en plads i min vindueskarm, som minde om min oplevelse på Volden. Den dag hvor jeg besluttede, at nu var det slut med ‘den fede’. Derefter tænkte jeg ikke så meget mere på det, men i dag vil jeg huske den oplevelse resten af mit liv. Nu skal jeg skrive hvorfor.

Ca. en måned efter min oplevelse, gik jeg ned i dagligstuen på Hasselbo. Der er nogle computere, og jeg ville prøve at spille et parti skak med mig selv mod computeren. Da jeg sad og spillede, kom Claus kørende i sin rullestol. Det tog ca. en halv time for Claus at køre de ca. 100 meter, der er fra hans værelse til dagligstuen. Claus var virkelig ramt af sin blodprop i hjernen og var totalt lam i den ene side af kroppen og havde næsten ikke noget sprog plus mange andre eftervirkninger. Jeg kunne se, at Claus ville mig et eller andet, og han blev stædigt ved. Jeg var ved at blive lidt irriteret på ham, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad han ville mig, og han var også sur, fordi jeg ikke forstod ham. Det gik pludseligt op for mig, at Claus ville spille skak med mig. Det kunne da ikke være rigtigt..? for Claus kunne jo næsten ingenting! Claus blev stædigt ved, så jeg tænkte, at det her skulle prøves, – selvom at jeg faktisk var helt sikker på, at det kunne Claus slet ikke. Problemet var bare, at vi ikke havde noget skakspil. Jeg vidste dog, at ovre i plejehjemmets dagligstue var der nogle spil. Jeg forklarede Claus, at jeg ville gå derover, og se om der var et skakspil. Det var der sørme! Sådan et hvor man folder det ud, og brikkerne er inde i kassen. Jeg spurgte, om jeg måtte låne spillet, og det måtte jeg gerne. Jeg vendte tilbage til Claus, som sad utålmodig og ventede på mig i sin kørestol. Jeg sagde til Claus, at jeg havde fundet et skakspil, og nu skulle vi to have et parti. Jeg må Indrømme, at jeg troede, at Claus ikke fattede en brik, så jeg besluttede at sætte ham på en lille prøve. Jeg forklarede ham, at jeg lige skulle noget på mit værelse, og imens kunne han jo gøre spillet klar og sætte skakbrikkerne på deres pladser. Ca. 20 minutter efter vendte jeg tilbage til Claus. Nu var Claus virkelig irriteret og sad og pegede på gulvet. Jeg fattede ikke en skid af, hvad der foregik, indtil jeg så på skakbrættet. Alle brikkerne stod på deres pladser, hvid dronning på hvidt felt osv. Det hele var perfekt, men der manglede en brik. Det var en sort hest. Jeg ledte alle steder på gulvet, men hesten var væk, og den havde nok slet ikke været der.

Så kom jeg i tanke om hesten i min vindueskarm. Jeg sagde til Claus, at jeg havde en hest i min vindueskarm, som jeg havde fundet på Volden, men jeg kunne ikke huske farven på den. Jeg gik op og hentede hesten. Den passede perfekt! Hvis man kiggede rigtig godt efter, så kunne man godt se, at hesten ikke var fra det spil, men pyt, for den virkede så jo så fint.

Så Claus og jeg sad og spillede skak til stor forundring for både mig selv og for personalet.

Claus var faktisk ret god til at spille, og han huskede alle brikkernes funktioner. Det var en skøn oplevelse for mig.. og jeg tror også, at jeg generelt sparede mig selv for en masse besvær ved at springe over ligesom hesten ville gøre det og smide jointen væk.. den dag, hvor jeg fandt Springeren på Vestvolden.