Fortalt af Maj83 i september 2015
Det startede med at være sådan lidt spændende, da jeg fik at vide, at min far ikke er min far.
Jeg var lige blevet 18 år, og det var det her med, at jeg manglede nogle tænder. Jeg havde selvfølgelig tabt nogle mælketænder, men der var 9 tænder, som jeg ikke havde fået efterfølgende. De kom bare aldrig. Tandlægen sagde ” Vi er vant til, at folk mangler 1, 2 eller 3, men 9 tænder…!”, så er det helt tydelig genetisk betinget. Jeg skulle vente til kraniet var færdigudviklet, og man siger, at når piger er 18 år, så kan man godt gå i gang med at trække de sidste mælketænder ud. Jeg skulle ind til da virkelig passe på mine mælketænder. Vi jokede med i vennekredsen, at jeg var hende den tandløse, fordi man kunne se, at jeg manglede de her tænder. Tandlægen fortalte mig i forbindelse med alt det her, at min mor eller far med garanti også manglede tænder, og at mine børn også ville komme til at mangle nogle tænder – måske ikke 9, men de ville komme til at mangle tænder!
Jeg var snedig, uden at vide at jeg var snedig, for jeg gik ikke hjem og sagde til min mor eller far, hvordan tandlægen havde sagt det. Jeg tænkte, at det da var underligt, for jeg vidste, at min mor ikke manglede tænder, og min far havde jeg da heller ikke set mangle tænder. Så jeg spurgte min far, og han svarede at nej! Så spurgte jeg min mormor, og hun sagde i kærlig tone drillende, at det kun var mig, der havde de der grimme tænder med mellemrum mellem hver tand, for vi har ellers meget flotte tænder i min familie. Det studsede jeg over, og så sagde jeg til min mor, at jeg synes, at det hele var meget mærkeligt. Ingen af dem manglede tænder, og når nu tandlægen havde fortalt mig, at det var genetisk betinget. Uden at jeg vidste det, så gik min mor fuldstændig i panik i det øjeblik, – men det var ikke dér, hun sagde det til mig. Hun brugte nogle dage til at tænke over, hvad hun skulle gøre.
Der var også nogle dilemmaer i alt det her. Blandt andet havde min mor forinden talt med sin bedste veninde omkring noget af det, og min allerbedste ven er min mors bedste venindes søn… Min mors veninde var kommet til at fortælle det her til sin søn ved en fejl, så jeg tror også, at min mor var i panik over, om min ven ville afsløre omstændighederne over for mig.
Jeg kom hjem en aften fra at have været på bar med nogle veninder, hvor min mor så spurgte mig, om vi ikke lige kunne tale sammen inde i stuen. Jeg var ikke fuld, men jeg havde drukket nogle øl, kan jeg huske, så jeg var rigtig glad. Hun fortalte mig, at hun havde besluttet sig for at sige det her til mig. Jeg kan huske, at jeg begyndte at sidde og ryste. Ikke på en dårlig måde, men jeg kunne mærke, at nu ville der komme noget vildt stort, som jo f.eks. lige så godt kunne være noget med ”Vi flytter herfra”. Jeg havde slet ikke tænkt, at vi kunne være ude i sådan noget her, – men jeg kunne godt se på den måde, som hun var på, at nu skulle jeg have et eller andet stort at vide. ..Jeg oplevede mig selv på én gang afslappet og nervøs.
Min mor sagde, at hun havde besluttet sig for at fortælle mig, at min far ikke er min biologiske far, og det følte hun, at hun blev nødt til at sige, nu når alt det her med mine tænder var sat i gang. Jeg skulle vide, at det var en aftale med min far (min ikke-biologiske far, – men han er jo min far!). De havde lavet en aftale dengang – inde på klinikken – at jeg aldrig nogensinde måtte få det her at vide. Min mors læge var inde over. Den læge havde også givet udtryk for, at det ikke var noget, som man behøvede at fortælle mig om i min opvækst. Min far var ked af, at han som af fåresyge ikke kunne få børn. Han var meget stor fortaler for, at det her skulle jeg aldrig have at vide. (Mine forældre blev efterfølgende skilt, da jeg var 3 år gammel ).
Så den dag, hvor min mor fortæller mig det, havde min far stået i 4 timer forinden nede i gaden og ringet på og råbt for at komme i kontakt med hende. Hun havde haft skrevet et brev til ham om, at hun havde besluttet sig for at fortælle mig det, fordi alt det der med tænderne var sat i gang, og fordi jeg var berettet til at vide det! Tandproblemer kan jo f.eks. også komme til at blive en faktor for mine børn.
Så det var sådan jeg fik det at vide.
Min reaktion, lige da hun sagde det, var ”Jeg vidste det!” Men det vidste jeg jo ikke.. Men min mor fortalte mig den her aften, at da jeg var 7 år, havde jeg spurgt hende, – hvilket jeg overhovedet ikke kan huske, – ”Vil du ikke godt fortælle mig, hvis min far ikke er min far?” Og dengang havde min mor tænkt; ”Hvor er det vildt! Gad vide om hun har en fornemmelse for, at det ikke er hendes far.
Reaktionen der fulgte efter den aften var, at jeg begyndte at grine. Det var en fuldstændig mærkelig reaktion. Jeg havde et vældigt grineflip, og jeg husker, at adrenalinen kørte i hele min krop. Jeg tror, at jeg syntes, at det var SÅ spændende, fordi jeg måske også dér tænkte; ”Jeg har en meget kærlig far derude.” Der var nok et lille barn i mig, der syntes, at det var, – ja spændende. Og samtidig så tænkte jeg; ”Hvor er det synd for min far.”, – og det er typisk, for det var det jo ikke. Med synd mener jeg; ”Hvor er det synd, at han nu tror, at han har mistet mig, fordi jeg har fået at vide, at der er en anden, der er min biologiske far.” Det var også det, der kom op, da jeg efterfølgende tog kontakt til ham, hvor jeg måtte understrege for ham, at han jo er min far, og at det er der ikke nogen andre, der er… Det var han glad for at høre, og jeg skulle bare vide, at han ville blive rasende, hvis jeg nogensinde ville finde ud af, hvem der er min biologiske far… Så jeg skulle altså tage hensyn til ham! -, og det gjorde jeg jo så også i rigtig mange år, hvilket er en sten i skoen på mig i dag. Hvis jeg havde taget ud til lægeklinikken dengang… Havde tænkt på mig selv og vidst med mig selv, at det ikke ville være egoistisk at gøre. Lægen på klinikken er nemlig gået på pension nu.
Jeg tror, at jeg fortalte til alle, at jeg havde fået at vide, at min far ikke er min biologiske far. Jeg tror altså, at jeg syntes, at det var lidt fedt og smart, at jeg lige pludseligt var donorbarn. Der var noget adrenalin som kørte, og det virkede meget ´teenage-agtigt´. Det var lidt særligt. Pludseligt fik jeg også tanken noget tid efter; ”Ej, det kan være, at min far er bøsse… At jeg har en vildt lækker gay far, der bare er vildt fantastisk.” Jeg skabte sådan et romantisk billede af, hvem han var. Det ødelagde min mor så rimelig meget, da hun i 2007 lagde nogle billeder frem. Men det skal jeg måske fortælle på en anden måde…
Altså, jeg finder ud af, at jeg er donorbarn, da jeg er 18 år gammel, og jeg leder ikke decideret efter min biologiske far, men ugen efter at jeg finder ud af det, tager jeg over til min mors læge. Han inseminerede hende i tidernes morgen. Han ville gerne hjælpe min mor og far omkring deres barnløshed. Min mors læge boede i et kollektiv dengang, og han sagde, at han 100 procent kunne finde én, der godt ville donere sin sæd. Min far og min mor talte med ham om, at det meget gerne måtte være én, der lignede min far lidt. Min far havde proptrækkerkrøller og stort mellemrum mellem fortænderne. Min mor og far ringede efterfølgende en gang imellem til lægen og spurgte til, om han havde fundet én. De var jo ivrige, men han sagde løbende, at det havde han ikke. En dag retter lægen dog henvendelse til min mor omkring, at hun skal kontakte ham, når hun får ægløsning næste gang, og en søndag i den forbindelse får mine forældre besked om, at han har fundet en donor, og mine forældre skal komme ind på klinikken NU! Det var bare af sted. Min mor og min far tog ind på klinikken, og lægen inseminerede min mor. De havde derefter fået nøglen til klinikken – nu er vi altså tilbage i 80érne, – og mine forældre havde fået lov til at elske, sådan så det føltes naturligt. Så skulle de bare låse af, når de gik… Da mine forældre efterfølgende fandt ud af, at der var sket en undfangelse, købte min far en flaske cognac til lægen som tak for, at han ville hjælpe dem.
Lægen så mig kort efter, at jeg var blevet født. Han virkede glad – som med en nærværende interesse. Min mor har set sin babys velværesmil, og hun får kort tanken, at han har samme smil som jeg. Det skæve smil, og det dér kæbeparti. Men den efterfølgende tanke hos min mor var; ”Nej, hvorfor skulle han give sin egen sæd uden at sige det?” De havde jo ventet i flere måneder på, at han skulle finde en donor.
Da jeg så som 18-årig får at vide, at jeg er donorbarn, og at det er min mors læge, der har hjulpet mine forældre, så kontakter jeg denne læge, da denne nyhed er ca. en uge gammel for mig. Jeg ringer til lægen og siger til ham, at jeg har fået at vide… Jeg nåede ikke engang at tale færdig, så var han sådan..; ”Det ved jeg godt! Og jeg synes, at det er SÅ forkert, det som din mor har gjort! -, og din far har været herude og ringet og kimet mig ned.”
Det er også noget, som jeg har fortrudt bagefter. Jeg skulle have været der før min far.
Lægen var så bange, da jeg efterfølgende tog ud og besøgte ham. Først var han glad for at se mig, og han krammede mig, – hvilket undrede mig enormt. Jeg brød mig nemlig indledningsvist ikke om ham, fordi han havde sagt det der med, at han syntes, at det var forkert, at min mor havde fortalt mig det. Det, syntes jeg, var så respektløst! At stå og sige til en ung pige, at hendes mor har truffet en forkert beslutning om noget, der er så vigtigt. Det var mit liv! Det var mig! Så jeg kunne slet ikke forstå, hvordan han kunne tillade sig, at have en mening om det… Men det kan jeg så godt forstå nu, og han havde nok fået en voldsom overhaling af min far. Men han krammede mig i hvert fald og var super sød, da jeg kom derind.
Jeg kan huske, at jeg var fokuseret på at få noget info. Lægen ville meget gerne fortælle mig om seancen, – altså hvordan jeg var blevet til, – og vi var lidt ude i noget med blomster og bier. Altså hele det der med, at så kom han ind med sæden, og så inseminerede han min mor og så videre, – hvilket var helt irrelevant for mig på daværende tidspunkt. Jeg var meget utålmodig, da jeg sad der. Han spurgte mig, hvad mit mål var, og jeg svarede, at jeg skulle vide, hvem min far er. Dér ændrede det hele sig… Han var ikke til at stikke i. Han var helt tydelig omkring, at det ville jeg aldrig finde ud af! -, og det nærmeste han kom på et svar var, at det godt kunne være en exchangestudent. Sådan noget ´hippienoget´, hvor man lige kommer til landet og bor kortvarigt i et kollektiv, inden man rejser videre. Jeg kan huske, at jeg sad og tænke; ”Okay, først må jeg ikke få at vide, hvem det er, og så er det pludseligt måske en exchangestudent fra et eller andet sted i verden.”
Så var det lige som det. Så var den samtale slut. Jeg skulle videre, fordi han igen sagde et eller andet med, at han simpelthen syntes, at det var så tarveligt af min mor, at hun havde sagt det til mig. Jeg havde mest af alt lyst til at stikke ham en lussing og løbe ud og væk fra den der lægepraksis. Jeg sagde farvel og tak imens han understregede, at jeg endelig skulle ringe eller kontakte ham, hvis jeg havde andre spørgsmål. Yes Yes! Og så smuttede jeg derfra! Jeg havde intet svar fået på det, som jeg gerne ville vide, og det var jeg irriteret over. Samtidig så syntes jeg igen, at det var spændende. Han skulle aldrig have sagt det dér med exchangestudent, for jeg begyndte i den her periode at bemærke, når for eksempel taxachauffører eller folk i byen spurgte til, om jeg mon var serber eller fra Spanien. Jeg havde de her mørke krøller og brune øjne. Min veninde jokede for eksempel med, om det var min far, når vi så en mand med turban. Det var så ´far out there´. Jeg konkluderede, at det hundrede procent var én fra udlandet, der var min far, og at jeg aldrig ville finde ud af, hvem han var. Jeg syntes, at den der læge var en tarvelig skid. Min mor havde haft den læge, siden hun var 20 år eller sådan noget. Jeg vidste, at han havde en kernefamilie med kone og børn, og det provokerede mig. Der var jo styr på deres familieforhold. Og generelt begyndte det at provokere mig, når folk for eksempel kommenterede, at jeg jo havde en far. De skulle ikke kommentere på, hvad jeg havde og ikke havde. Hverken de eller lægen kunne jo sætte sig ind i, hvordan det var for mig. At jeg ´bare´ aldrig ville finde ud af, hvem min far var, og at jeg ´bare´ måtte komme videre med mit liv. Men jeg kunne ikke´ bare´ komme videre. Det var vigtigt for mig at få at vide. Jeg havde også fortalt lægen, om det dér med mine tænder, og jeg havde et konstant spørgsmål omkring, hvorvidt der var mere, som jeg måske burde vide…
Jeg var meget sur på lægen. Jeg syntes, at han var så streng. Jeg havde faktisk siddet hos ham og grædt. Fortalt ham, at jeg havde haft svære betingelser i min barndom – jeg overdrev helt vildt, – men jeg prøvede at give ham skyldfølelse og samtidig at appellere til, at han skulle forbarme sig ved at understrege mine skæve opvækstsvilkår, som havde resulteret i en dårlig indre kerne. Men som sagt – det nyttede ikke noget.
Jeg begyndte i tiden efter at tænke på, om jeg kunne tale med lægen om det på en anden måde, – for eksempel skrive et brev til ham, – og måske kunne det hjælpe når der var gået nogle år, siden vi sidst talte om det. Jeg talte lidt med mine veninder om det engang imellem, og igen begyndte det at fylde mere og mere i mig. Jeg tror, at jeg talte med min mor om det en tre gange eller sådan noget, hvor jeg fik sagt til hende, at det irriterede mig, at jeg ikke kendte svaret. Hun slægtsforskede på et tidspunkt, og både jeg og også min mormor elsker sådan noget der. Der blev søgt langt tilbage i slægten og fundet ud af, at vi var nomadefolk og spændende historier dukkede op om alt muligt, og jeg synes, at det er så spændende det der med, hvor man kommer fra. Skrive det ned, så det bliver overleveret til ens efterfølgere. Det gik jeg også op i inden alt det her startede med mine tænder. Så det var en stor sten i skoen på mig, at jeg ikke vidste, hvem min biologiske far var, samtidig med at jeg prøvede at lægge det fra mig.
Et års tid efter, at jeg var startet på seminariet, – som 25-årig, – kom min mor en dag hjem til mig, hvor hun lagde 10 billeder frem…
Man kan opleve nogle ting i sit liv, hvor der kan gå lang tid, inden man pludseligt studser over det. ”Hvad fanden?” Det var, hvad min mor oplevede med den læge… Der var flere ting, hvor hun havde tænkt; ”Det er fandme for tilfældigt det her.” Der var elementer fra dengang, hvor mine forældre indledte processen omkring inseminationen, – f.eks. den dér måde, som lægen havde ringet til hende på den dér søndag, – Hvor var det egentligt underligt. Der havde ikke været nogen nye i det dér kollektiv. Det var de samme 6 personer, der boede der. Havde han fået overtalt en af dem? Det kunne selvfølgelig godt være, og så havde hun sluppet tanken igen. Men så dukkede hans smil op. Smilet han havde haft, da jeg var blevet født. Nåh, men på det her tidspunkt havde hun vidst hørt noget om ham, og hun havde set et billede af ham på nettet, og så havde hun bare tænkt; ”Det dér! Det er min datters far! Det er jo helt vildt. Kæbepartiet. Munden.” Når han smiler, så kan man se, at han mangler tænder inde bag ved. Mega mellemrum mellem hver en tand, som jeg jo også har. Min mor spurgte sine bedste veninder, hvem de synes, at han lignede – uden at hun havde fortalt dem noget ellers. Og den ene sagde; ”Ej, hvor sjovt! Det ligner jo Annemaj!”….”Ja,. Gør det ikke det?” Hun havde spurgt en anden veninde, som havde sagt det samme. Så min mor printede 10 billeder ud. Hun havde bare fundet alle mulige mænd på nettet, og så lagde hun billederne ud på mit spisebord. Det irriterer mig, for jeg kan ikke huske i detaljer, hvordan hun gjorde det overfor mig, men noget med spørgsmål omkring, om der er nogle af de her mænd, som jeg synes ligner mig? ”Er der nogen her, som vi kunne være i familie med?” Jeg kunne ikke genkende lægen på billedet. Jeg kunne ikke se, at det var ham på det der billede, men det her er altså lidt morsomt. Jeg tog det billede op af den ældste mand og å var alle de flotte unge mænd tilbage… Og så sagde min mor; ”Ej, jeg tror lige at vi skal have det billede ind blandt de andre igen.” og så sagde hun; ”Det er min læge..”, og så kunne jeg ligesom godt regne ud, hvor hun ville hen med alt det her…
Der havde kort forinden lige været det her amerikanske dokumentarprogram med den her læge, som havde 119 børn. Han havde doneret sin egen sæd til forældre, som troede, at de selv havde været med til at vælge deres donor i et katalog.
Et par dage efter gik jeg på Facebook. Jeg søgte på hans navn, og så kom der et billede op af mig!, – troede jeg nærmest. På stranden. Det var hans datter… Fra den dag af kunne det modsatte ikke bevises. Jeg var helt sikker efter at have set det billede af hende. Jeg har for nyligt været inde og lede efter det billede igen på hans profil, men det er desværre bare væk. Jeg ved ikke, om det er fordi, det er fem år siden, og der er kommet mange billeder siden, men jeg kan simpelthen ikke længere finde det billede. Han har hjulpet mine forældre omkring samme tid, hvor denne her pige er kommet til verden, for vi er meget jævnaldrende. Det er så vildt, så meget som vi ligner hinanden.
I forhold til at finde ud af, at det er ham, der er min biologiske far, så må jeg sige, at hele det romantiske billede af, hvem han kunne være, og som jeg havde fået bygget op igennem tiden, det røg. Jeg fandt ud af, at han rent faktisk bor nærmest 30 meter fra, hvor jeg bor. Det var også en vild opdagelse for mig. At han bor lige ved siden af, og måske ville jeg nu begynde at lægge mærke til ham – løbe ind i ham. Jeg fik nogle gange tanken, om han var flyttet så tæt på, fordi han vidste, hvor jeg boede? Men min næste tanke var straks efter; ”Selvfølgelig er han ikke det! Han har aldrig kontaktet mig og han sagde jo, at jeg aldrig ville finde ud af, hvem min far var.” Det måtte være en tilfældighed. En sindssyg tilfældighed…
Jeg tror faktisk, at jeg blev lidt skuffet, da jeg så det billede på Facebook. Jeg blev skuffet, ked af det og ensom. Jeg tænkte, at det jo også er vildt for den her pige. Hun ved slet ikke, at hun har en søster, der ligner hende helt vildt. Det kan jeg bare huske, at jeg tænkte. Og jeg tænkte også, at hun måske ville blive rigtig sur, hvis hun fandt ud af, at hendes far havde en anden datter, – men det kunne også være, at hun bare ville blive helt vild glad. Derfra kom alt det komplicerede.
Det har været heldigt nok for mig, at der i fjernsynet har været vist en del programmer omkring det her med donorbørn. Hele debatten omkring, hvorvidt donorbørn har krav på at vide, hvem deres far er, har været i gang i flere år. Jeg har siddet hjemme i min stue foran fjernsynet og har været helt med i den debat. Jo, vi har krav på at vide det. Vi har ikke arveret og sådan noget, men vi bør have krav på at vide, hvor vi kommer fra! Jeg blev rigtig ked af det, da det blev vedtaget, at vi ingen rettigheder har i den forbindelse.
Jeg ved ikke præcist, hvad det hedder – Lægeforeningen? – Hvis de finder ud af, hvad den her læge har gjort i 80érne, så kan det måske have alvorlige konsekvenser for ham, selvom at han den dag i dag er gået på pension? Sådan noget synes jeg slet ikke, at det her skal ud i. Jeg har en overbevisning om, at det her er ikke noget, som denne læge har gjort tidligere. Og hvis han har, så tror jeg ikke, at han har 119 børn! Jeg er overbevist om, at det her er i den bedste intention. Min mor har kendt ham i mange mange år. Han var så sød en mand overfor hende. Så jeg er overbevist om, at det var for at hjælpe en kvinde, som han har kendt, siden hun nærmest var teenager. Hun var blevet forelsket i en mand, som ikke kunne få børn… jeg tror virkelig, at det var med den bedste intention. På den ene side, så tænker jeg, at jeg har fået livet, og det skal jeg da være taknemmelig over, og samtidig har jeg et enormt egoistisk behov for, at han skal sige; ”Jeg er din far!”. Det vil være fint for mig, hvis han så samtidig siger, at vi ikke skal have det der far/datter-forhold. Jeg vil bare gerne høre om hans liv. Om hans familie længere tilbage. Det er det. Så ville jeg blive overdrevet lykkelig. Hvis han ville stå ved det.
Jeg har skrevet ham en mail, som jeg endnu ikke har sendt til ham. Den mail har jeg i stedet sendt til min mor. Hun har læst den og er kommet med kommentarer til, hvordan nogle ting kunne skrives på en anden måde. Jeg har læst mailen igen og redigeret lidt i den, – men jeg har ikke sendt den. Mit dilemma er, at han kommer fra en anden tid… han må være i starten af 70érne nu. Jeg er for eksempel bange for, at hans hustru skal finde ud af det. Jeg har indtryk af, at de er en stor sund og sammentømret familie. Mange børnebørn. De tager i sommerhus sammen alle sammen. Sådan noget her vil måske ødelægge enormt meget i sådan en familie? Vil de kunne sætte sig ind i hans intention? I den hjælp som han har ydet til et forældreløst par? Jeg ved det ikke…
Det er nu 14 år siden, at jeg fandt ud af, at min far ikke er min biologiske far, og det er 6 år siden, at jeg fandt ud af, at lægen er min biologiske far. Lægen er ikke helt ung mere. På et tidspunkt ville jeg ringe til ham på klinikken, og konfrontere ham med, at jeg tror, at han er min far, men da jeg havde besluttet mig for at gøre det, så fandt jeg ud af, at han en måned forinden var gået på pension.
Jeg slipper det en gang imellem, men jeg tænker stadig en del på det. Jeg får impulsen til at gøre noget ved det, og så sætter jeg mig for eksempel ned og skriver til ham, men så kommer jeg igen frem til dilemmaet omkring; ”Hvad nu hvis jeg sender brevet, og det er hans hustru, der åbner det..” Jeg kan ikke finde hans telefonnummer. Jeg har tit tænkt, at han bare ikke må dø. Det gør han jo på et tidspunkt, men så bliver den jo lukket. Jeg har også haft sagt til mig selv, at jeg ikke skal tænke på ham og hans familie, og så bare få det gjort, men jeg ved det ikke… Jeg gør det bare ikke. Det er simpelthen så mærkeligt! Jeg synes, at det er så overdramatisk bare at gå over og ringe på hans dør, og måske vil han blive sur. Ligegyldigt hvad jeg tænker, så bliver muligheden lukket. På et tidspunkt, så er tiden gået, og så dør han. Så vil jeg ærgre mig og tænke, at jeg bare skulle have sendt det brev.
Jeg kan ikke se det udefra. Jeg er i de her følelser. Ja, det er egoistisk, og hvad skal jeg bruge det til? Jeg ved det ikke…. Jeg ved bare, at behovet er stort, og selvfølgelig er jeg ikke interesseret i at ødelægge noget for nogen. Og så stopper den der… Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal tænke om det. Skal jeg tænke på mig eller på ham?