Et par graviditeter. Skubbe barnevogne. Sidde foroverbøjet over computeren og arbejdsprojekter og måske krydret med en kropsstruktur, som har pansret sig mod “livets tyngde, der hviler på skuldrene” . Jeg begyndte simpelthen at registrere, hvordan min positur blev mere og mere hulbrystet og med fremskudte skuldre – ikke pukkelrygget men kimen var ligesom lagt. Samtidig oplevede jeg anden graviditet væsentligt tungere. Det faktiúm, at jeg var blevet fire år ældre spillede måske ind, men jeg oplevede ikke en stærk krop, som i min første graviditet. Uden dybere refleksion over, hvad jeg dog skulle med en stærk krop, så var jeg lige efter fødslen af mit andet barn i sommeren ‘15 alligevel (og blandt meget andet) optaget af at genetablere den kropsfornemmelse.

Min erfaring er, at som jeg gennem årene er kommet nærmere mig selv og min essens, jo mere har mit forhold til mad, krop og vægt forandret sig. En indre dommer har efterhånden lagt sig ned. Vi danser dog stadig af og til, men at danse er for mig på den lange bane bare sjovere og kærligere end at slås. Nu er det centrale min oplevelse af trivsel og velvære – og som jeg har lært at sanse og mærke modsat at måle, veje og vurdere. Så med den erfaring og tilgang i rygsækken, ville jeg gøre noget aktivt.

Jeg har (endnu) begrænset kendskab til discipliner som Tai Chi og Yoga, men forstår at det heri er centralt at mærke kroppen, – at bevæge sig graciøst og at nå frem til den åndelige ligevægt gennem en identifikation med kroppen. De mere vestlige træningsprogrammer har jeg haft en oplevelse af havde magt og kontrol som en drivende energi – kontrol over udseende, præstation, vægt, styrke etc.. Men idag er jeg hovedsageligt af den overbevisning, at alle former for træningssystemer virker bedst, når de er en disciplin, der ikke udføres mekanisk eller tvangspræget, men med glæde og mening. Jeg var forholdsvis åben for diverse træningsmuligheder.

Jeg følger blogger, sundhedsekspert, personlige træner  (og medmenneske) m.m. healthyskinnybitch.dk – Sara Jin Smidt – på Instagram, og så tilfældigvis hendes opslag om netop at have afsluttet et 8 ugers træningsforløb med 3 seje mødre samt deres medbragte skønne babyer. Overskriften lød; NY MOR, BARN OG BITCH ll. Beskrivelsen sagde, at målet var at få mødrene (tilbage) i topform, – hvori blandt andet styrketræning var implicit. Jeg ved om mig selv, at decideret styrketræning i mit tilfælde forudsætter, at der er én der svinger pisken – og det kan ikke være mig. Den erkendelse kombineret med fornemmelsen af et miljø, hvor der er ligesindede mødre og rum og hjerte til de kære små, efterlod mig ikke med store betænkeligheder. Jeg tilmeldte mig straks en plads på holdet i Sporting Health Club.

Herefter fulgte et 8 ugers forløb – efterfulgt af et nyt – efterfulgt af endnu et. Mere eller mindre i hele min barsel var jeg under Saras kyndige ekspertise sammen med to søde mødre. Fokuseret, nærværende og varieret træning. Jeg oplevede, at det (selvfølgelig) var hårdt og samtidig dybt vedkommende – god plads til humor og smil, – og til stor morskab for mig selv og med kærlige øjne, registrerede jeg (det gjorde Sara vist også), hvordan jeg, når jeg blev stærkt udfordret på en øvelse, kom i kontakt med min indre og stærkt irriteret teenager!

Gradvist fik jeg oparbejdet en fornemmelse af en grundstyrke, som jeg bestemt ikke engang havde inden min første fødsel, og som har efterladt en kaskade af velvære. Denne har uden tvivl bevirket, at det ikke som sådan har taget pusten fra mig at blive kaldt på af baby M flere gange om natten for derefter at stå op til diverse gøremål og projekter. En løbetur eller et hold i fitnesscenteret har heller ikke været med en følgesvend af “tage-sig-sammen”-energi. Det har jeg rent faktisk haft lyst til! Det har været berigende at følge min higen efter en styrke-booster, samtidig med, at jeg har nydt det sociale aspekt og pladsen til at være en barslende mor, som smider alt (især vægtstængerne), når den lille trold græder.

Så tak til mig for at lade healthyskinnybitch svinge pisken uden, at det efterlod smertefulde piskeslag på kroppen. Tak til Sara for at møde mig lige der, hvor jeg havde brug for at blive mødt og udfordret. Hun er nu videre i nye spændende projekter og svinger ikke længere pisken over os mødre. Og tak til min stærke “medmødre” for jeres sparring, skulderklap og dejlige selskab. Jeg hepper på jer!