Det er nærmest umuligt at sige noget kort omkring det faktum, at vi møder alle de her mennesker i gennem livet. De gør noget ved os hver især. Påvirkningen er ofte ordløs. Bevidst eller ubevist forholder vi os til disse menneskelige møder. Processerne er uendelige. Vi positionerer os ud fra, hvad der vækkes i os. Det autentiske og meningsfyldte Jeg-Du-forhold eller det instrumentelle, objektiviserende og reserverede.

Nogle ænser vi knapt. Andre rører os. Nogle i særdeleshed helt i kernen. Dér, hvor vi ikke længere er optaget af overfladen. Det mærkes indefra. Kontakten med en menneskelig varme kan udvide vores kropsfornemmelse og tilføre os en følelse af vitalitet, – uden at vi absolut gør os nogle bevidste tanker om det. Nogle gange opdager vi det i kontakten. Andre gange først lang tid efter, at dette menneske gik sammen med os.  Filosoffen Martin Buber forstod mødet mellem mennesker som dér, hvor ånden spirer op og lever.

Vi kan fortælle så mange historier om et menneskeligt møde, som har gjort et eller andet indtryk på os. Det møde, som vi fremhæver i dag er måske ikke det møde, som vi fremhæver i morgen. Fortællingen kan ændre sig alt efter, hvor vi er i livet. 

Vi vil også gerne høre historierne. De andres historie om et menneskeligt møde, – også selvom at vi måske kun får et glimt. Måske får vi noget ud af den historie? Måske vi giver noget til den? 

Kulørte Briller er optaget af menneskets krummelurer og unikke karakter. Også på en mandag aften foran skærmen med DR2 og journalist Anders Agger. Her lader vi os med engagement og nysgerrighed føre med ind Indefra. Igennem årene er det blevet til adskillige indfølende dokumentarprogrammer om særprægede miljøer og om mennesker, som Anders Agger for en stund går ved siden af. Vi har været med ham i ind- og udland, – i alt fra youtube kanaler til hospice. Vi ved, at der naturligvis må have været mange af disse menneskelige møder, som unægtelig også har rørt Anders Agger Indefra.

Mennesker, – kontakt, – mødeøjeblikke, – om det er fra det faglige eller private  sted i livet, så får vi med nysgerrighed og engagement lyst til at spørge dig Anders;

Hvilket menneskeligt møde popper op i din erindring i dette øjeblik?

En sømand. På den rigtige måde. Med gammeldags tatoveringer, der formentlig er lavet i Liverpool eller Langtbortistan. Ikke noget med keltiske tegn eller Carpe fucking Diem. Skibe, hjerter, prikker, anker. Han hedder i virkeligheden Per Flindt – men på det hospice, hvor jeg møder ham i Vestjylland, hedder han bare Sømanden. Han er ikke særlig gammel – 56 år, tror jeg. Det vil sige – han var ikke særlig gammel. For han er død – fældet af en lever-cancer, der gjorde ham gullig og lille. Han døede 8 uger efter, at jeg drak kaffe med ham første gang. I lejligheden ved siden af sad der en jurist. Han skulle så også dø.

Hvornår, og i hvilken forbindelse gik i sammen i livet?

Mødet med Sømanden blev til en dokumentar-serie på DR1, der hedder Sømanden&Juristen. Det er måske 5-6 år siden. Og jeg bliver fortsat konfronteret – eller mødt — med den serie. Både fra helt unge. Og fra ældre. Jeg ville måske gerne, at det var fordi, at jeg lavede den serie helt virtuost og fantastisk og dybt. Men det handlede vist mere om, at Sømanden og de andre medvirkende stod så stærk og usentimentalt frem i deres sidste dage på vej mod døden. Og ikke mindst – at der på det tidspunkt mestendels var programmer inde i fjernsynet om at spise broccoli og motionere mere. Så kom der et program, der handlede om et andet vilkår, som man ikke kunne kost-omlægge sig ud af. Så det blev sådan en kollektiv lussing til et fjernsyns Danmark, der næsten havde glemt, at det vist er en del af pakken. Og det er ikke tv-pakken fra YouSee.

Hvilken indvirkning havde dette menneske på dig?

Altså, han lærte mig ikke noget om de store tænkere, de store vidder og om at optimere sit liv. Han lærte mig mere noget om ikke at være bitter – og at man, uanset hvor mange fodfejl og svigt, man begår, altid er en form for tilgivelse. Sømanden havde lavet sin røvfuld ravage i den – og sviget både datter og familiemedlemmer i store perioder. Men som han sad derude: Så var han den fineste, underfundige mand. Indtil, at de sang ham ud til Kim Larsens “Byens Hotel”. Det var nemlig hans sang – om længsel, skumsprøjt og vel også lidt svigt?

Hvad vækker det i dig at give dette menneskelige møde opmærksomhed lige nu?

Jeg bliver ikke ked af det. Det gjorde fotografen og jeg kortvarigt, da han lå der i kisten foran os. Men det var ikke vores sorg – den del kunne vi godt finde ud af. Men Sømanden vil for altid være med mig på hans egen, stædige måde. Jeg vil gerne kunne møde modgang på den måde, han gjorde. 

Hvad tager du med dig fra det møde?

Sådan en blanding af glæde og melankoli. Sømanden var ret sjov, midt i sin ordknaphed. De 8 uger med ham var en boble af både lys og mørke. Men mest lys, egentlig. Det er da en god nyhed, hvis man nu skal dø.