Tankemylder. Præstation. Image-pleje. Frygt. Angst. Noget er på overarbejde – særligt i hovedet, mens noget andet er ved at gå i stå. Eller blev det aldrig rigtig vakt til live? Er vitalitetsfølelsen ukendt landskab? Det er noget med, at den i hvert fald skal være sund. Skal kunne yde en masse. Se godt ud og føre os fra A til B. Den krop der. Hvad har den af impulser? Hvilke sansninger har den? Og følelserne… Hvordan sanses de egentligt i kroppen?

Kroppen husker vores historie. Den kan rumme, – og rummer så utroligt meget. Kendt som ukendt. Kulørte Briller vil gerne invitere jer med ned i kroppen. Derned, hvor følelserne bor. Jens Arentzen – Instruktør og skuespiller, – hjælper os her på vej ved at dele sit perspektiv;

Jens Arentzen blev kendt for rollen som Ulrik Varnæs i tv-succesen ‘Matador’ og senere for rollen som ‘Sten Dahl’ i ‘Een gang strømer’.

I dag fungerer Jens Arentzen primært som instruktør og medforfatter på flere danske film. Han underviser på filmskolen. Holder foredrag, og underviser top-ledere i kommunikation og kropssprog.

 

Om At Bære Sin Krop..!

Jeg ved ikke, hvad løver gør eller traner, men jeg ved, at vi ikke gør så meget, – om overhovedet noget, for at lære vores krop at kende og bruge den. Bruge dét, den kan, – ud over at gå i bad, sidde på en stol og sidde på bagsædet af fars og mors bil på vej til Burger King.

Nogen kan løbe, – løbe stærkt. Nogle kan lidt løbeteknikker. Nogle kan noget yoga. Hive jern. Men de fleste kan ikke så meget med kroppen, – andet end at gabe, rejse sig og sætte sig, spise og sove.

Prøv at gi’ hånd. Der er mange, som gi’r en våd karklud. Det mærkes overhovedet ikke, som om der er nogen bag hånden. Prøv at se på vejrtrækninger. Der inhaleres med åben mund og polypper, – ind ud ind ud. Som døde sæler. Ingen har undervist den unge kvinde eller unge mand i, at næsen er en rigtig god kropsdel at bruge til vejrtrækning. Man får simpelthen mere luft ind. Det giver også én styrke, at man får midtkroppen solideret og dermed ikke kun er levende fra halsen og opad.

At ha’ lært sin krop. At ha’ lært hvor meget den kan. Det er dér, hvor man burde begynde. Det er fint, at vi kommer til verden og kan tisse, spise og vælte om i dynen, men det at kunne noget med kroppen; – bevæge den, – danse, – bære den, – er noget ganske andet.

‘At bære sin krop’. At kunne stå i den. Stå med den, – og opleve en sammenhæng mellem vejrtrækninger, håndbevægelser og bevægelser i knæ, arme og underliv er noget ganske andet. Det giver en ‘heltefølelse’. Jeg kan noget med min krop. Jeg er dejlig, fordi jeg behersker min krop, min stemme, min tale.

Men vi gør det ikke. Underviser i krop, i vejrtrækning, i stemme. Vi tror åbenbart, ‘at det kommer af sig selv’. At det må generne ordne, om han blir en krops-fyr eller sidde-type. Om hun bliver en død sild. Dér tager vi fejl. Menneske-barnet er eet af de mindst udviklede dyrearter af alle dyrearter, når vi kommer ud af mors mave. Vi er slet ikke færdigudviklede.

Og hvis ingen lærer os om vores krop… Hvad den kan. Hvordan den kan blive vores forbløffende, levende medskaber af vores liv, så er der rigtig mange, – skal vi kalde det natteroderier, som jeg ikke har lyst til at forestille mig. Rigtig mange, der slet SLET ikke opdager, at de kan SÅ langt mere, end tanken tror. End den kropslige oplevelse har fortalt dem, og indtil nu har vist dem.

Og så tør jeg slet ikke tænke på, at vores følelser jo altså bor i kroppen! Så hvis kroppen ikke er i spil, så er vores følelser det altså heller ikke. Så kan vi gå gennem hele livet uden at mærke, sanse og glædes – føle styrke. Måske er det een af grundene til, at unge mennesker og senere voksne ikke har rige, driftige liv – men angstfulde. At ingen har foldet deres kroppe ud. Vist dem styrkerne iboende, – der, hvis de ikke udfoldes, går i dvale.

Der står en ung pige i et auditorium. Man kan ikke høre, hvad hun siger. Kroppen er fuldstændig død, – fra halsen og nedad. Hun vil vælte, hvis man bare skubber til hende med en lillefinger. Hun har alt i hårde hvidevarer, striber i håret og MacBook Air, men vores samfund har ladet hende stå der; som en død kropslig murer. For vi er holdt op med at se kropslighed. Vi ser kun på selvbruneren, tøjet og Pandoras smykker….

Måske fordi os undervisere, os forældre, KL-ledere og politikere selv er fløjet fra kroppen, lige som resten af kulturen – og tilbage står to iPhones, en powerpoint og en tom pizza-bakke… Kroppen er der ikke. Vi har ikke bare ‘left the building’, men ‘left the body’…

En stærk kultur er ikke een, der HAR noget, men een der KAN noget… – begynde i kroppen…

 

Af Jens Arentzen